Overvejer du en cykelklub?

Hvis du melder dig ind i en cykelklub er du næsten garanteret dejlige træningstimer med masser af motivation og hyggeligt samvær. Uden at prale, vil vi påstå at Hørsholm Cykel Motion er en af de cykelklubber det er lettest at komme godt ind i.

Hvad kan Hørsholm Cykel Motion tilbyde?

Først og fremmest motion i hyggelige rammer. Klubben er et udspring af Hørsholm Politi´s Sociale Cykelklub og som følge deraf er vi kun voksne medlemmer – i skrivende stund har vi et enkelt medlem under 25 år og mange er over 60. Børn og unge under 18 år må vi af praktiske grunde henvise til omkringliggende cykelklubber, f. eks. Rungsted CK.  Selv om det er en selvfølge, nævner vi alligevel at kvinder er meget velkomne og sagtens kan følge med.

Hele året kører vi søndag klokken 9 og i sommerhalvåret også tirsdag og torsdag klokken 17:30. Når det ikke er dårligt vejr, køres også tirsdag og fredag klokken 10 hvor tempoet ikke er alt for opskruet. Fællestræningen er altid med start og slut ved Surina Cykler. 

Sommer og vinter kører vi på racercykler men hvis der er stemning for det, samles en gruppe der kører MTB om vinteren, men ellers er det på "vinterlågen" med skærme. Vinteren byder også på klubaftener hvor enten folk i klubben eller udefra tager et emne eller to op som vi alle kan lære af. Derudover lidt løs snak og hygge. 

Selv om vi ikke kører ræs, arrangerer klubben et forårsløb for at markere sæsonstart og afslutter sommeren med et klubmesterskab. Ved flere af de større motionsløb er der flere af klubbens medlemmer der følges ad og evt. arrangerer noget samkørsel og overnatning.

Takket være vores gode sponsorer, har klubben cykeltøj af god kvalitet til en rimelig pris som vi forventer at man kører i til fællestræning. Klubben har et mindre lager af tøj som kan købes af nye medlemmer.

Klubben er medlem af DCU-Motion og gennem medlemsskabet i HCM er du automatisk medlem af DCU-M.  Du modtager 4 gange om året DCU's blad Cycling World. Før i tiden var en ulykkesforsikring inkluderet men det er det ikke mere. Du bør derfor selv sørge for at have en ulykkesforsikring.

Klubkontingentet er 400 kroner og indbetales på klubbens konto i Danske Bank reg 1551 konto 16845388.

Nye medlemmer møder blot op klokken lidt i 9 søndag morgen og kører med - husk hjelm!
Du er naturligvis velkommen til at køre med nogle gange inden du melder dig ind.

Har du nogle spørgsmål kan du kontakte klubbens formand på fralikof@post1.dknet.dk eller 45866744


Sådan bliver du medlem:

Du bedes venligst udfylde alle felter.

Når din betaling er registreret, får du en mail med praktiske oplysninger om klubben.

Vi sætter dig også på klubbens mailingliste så du får besked hvis der sker noget særligt.

For og efternavn
Adresse
Fødselsdato og år
Telefonnummer
E-mail Adresse:


Create a web form here

Lidt gode råd inden du møder op til den første fællestræning.

For at sikre en god tur er der nogle ting som hurtigt bliver vaner men som man måske ikke tænker på af sig selv i starten.

  • Der skal hjelm på hovedet. Har du ikke hjelm på, kan du ikke deltage i fællestræningen.
  • Cyklen skal være velsmurt og velfungerende. Klubkørsel med knirkekæde og f. eks. bremser der ikke duer, er ikke sagen.
  • Dækkene skal være godt pumpede. Dels ruller cyklen bedre og dels mindskes risikoen for punkteringer – check dem for småsten og fjern dem inden du kører hjemmefra. Om du har indlæg i eller ej er op til dig selv – men mange af os kører med indlæg.
  • Medbring altid reserveslange(r), dækjern og pumpe. Ved punkteringer plejer vi der kører med indlæg at putte det i lommen og først montere det igen når vi kommer hjem for ikke at bruge unødig tid i vejsiden.
  • En mobiltelefon i tilfælde at mekanisk havari, er også en rar ting og også lidt penge.  
  • Sørg for at have spist et solidt måltid et par timer inden trænigen så der er energi til rådighed. Hvad der fungerer for dig ved du sikkert bedst, men mysli og havregrød er altid gode bud. Hvidt brød (f. eks. toastbrød) med marmelade er ikke godt, da det er hurtig brugt energi som ikke holder til den sidste af turen.
  • Hav vand eller enrgidrik med i drikkedunkene.
  • Lidt mad i trøjelommen er også godt. Bananer, små energibarer eller gel. Husk at emballagen skal tilbage i trøjelommen og IKKE kastes i naturen. Bananskrællen kan man godt smide fra sig når bare man er uden for bebygget område.
  • Husk at være opmærksom. Når man ligger på hjul er udsynet begrænset og derfor giver man tegn når man har nogen liggende bagved – det kan være om huller i vejen, grus. o. lign. De der ligger bagerst skal så forsøge at holde øje med biler og andre bagfra og hvis forholdende byder det at advare dem foran ved at råbe ”bagfra” – det kommer ret hurtigt i praksis og ingen forventer at du mestrer det hele i starten. Men vær klar over at fæle fejl bliver påtalt – det er også det du lærer af. 
  • Hold din bane. Kører du alene betyder det ikke så meget hvis du slingrer, men i gruppen er det meget anstrengende at køre sammen med folk der slingrer og skifter hastighed konstant for slet ikke at tale om at det øger risikoen for styrt markant. Køres to og to i sving må man naturligvis ikke skære hjørnet af og tage pladsen fra sidemanden.
  • Pludselige opbremsninger og retningsskift er FORBUDT. Når vi krydser en vej vil de forreste enten råbe ”se op” hvilket betyder at der bremses eller ”fri” hvilket BURDE betyde at er ikke er tværgående trafik. Det kan man nu ikke være sikker på, så se selv efter inden du krydser vejen. Punkterer du eller har andet uheld råber du ”defekt” og husker det med ikke pludseligt at bremse eller trække ind i rabatten. 
  • Generelt skal man se frem og ikke kun på hjulet foran.

Selv om der i princippet er flere tegn og anråb i omløb er det disse vi i praksis bruger i hverdagen. Ingen forventer at du kan dem når du møder op de første gange men man lærer dem hurtigt.

Anråb:

  • ”SE OP” – typisk inden en vej skal passeres eller anden forhindring mødes hvor der skal bremses. Ligger du i front og opdager denne forhindring skal der råbes inden nedbremsning stille påbegyndes.
  • ”BAGFRA” når vi kører to og to og dette kan genere bagfra kommende råbes dette og vi forsøger at trække ind på én række. Hvis de der ligger i front sætter farten kortvarigt op vil det lette dannelsen af huller som de yderste kan finde ind i.
  • ”FORFRA” typisk ved kørsel på smal vej eller cykelsti hvor vi fylder lidt rigeligt og møder langsommere medtrafikanter.
  • ”GRUS/GLAS/ELLER ANDET” der kræver ekstra opmærksomhed. Der kan evt. peges ned i jorden til side forhindringen findes. Ved jernbaneskinner eller jernplader (vejarbejde) plejer man at "feje" med en vandret hånd.
  • ”FRI” når man skal passere en vej er det god latin at råbe ”FRI” så de der ligger bagved ikke behøver at standse helt op. Dog skal man selvfølgelig ikke blindt stole på dette og selv se sig for inden man kører ud.
  • ”DEFEKT” ved punktering og lign. Husk at man hverken klodser bremsen eller sigter direkte efter rabatten men giver de andre i gruppen tid til at man finder derind.

Håndtegn: (håndtegn gentages for de som ligger bagved dig selv)

  • Arm rækkes til højre eller venstre inden der drejes.
  • Der peges mod jorden og der tegnes en cirkel: hul i vejen el. lign.
  • Højre arm bag hoften og der viftes mod venstre eller der klappes to gange på hoftens højre side: forhindring til højre, vejindsnævring, parkeret bil, fodgænger, cyklist m.m.
  • Venstre arm bag hoften og der viftes mod højre: forhindring til venstre f. eks. vejindsnævring.
  • Arm vifter fremad eller et vip med albuen: man vil gerne overhales (til den side der viftes)
  • Ydermere kan du opleve at en anden lægger en hånd på din skulder hvis vedkommende vil se sig tilbage. Dette lille trick gør at man slingrer mindre imens. Et andet trick er at lægge sin egen hånd på låret i den side man vender sig eller man kan lægge hånden bagom sadlen.